Indlægs Arkiv

Raksha`s og Malene`s plejebørn.

For 14 dage siden fødte min Russian Blue kat, Askim`s Blue Cathy, ved kejsersnit, to han killinger, der har Perkyblue Arn Geronimo til far. Det var to meget lidt livskraftige killinger og der var flere gange det næste døgn hvor jeg stod med en slatten killing i hånden og var i tvivl om der overhovedet var liv i den mere. Cathy ville slet ikke have noget med killingerne at gøre, hun hvæste og slog efter dem, og lagde sig hellere op i katte wc et  end at ligge ved siden af dem, så jeg turde slet ikke lade hende være alene med dem uden opsyn. Killingerne var helt udtørrede af væskemangel så jeg begyndte meget hurtigt at give dem sondemad hver anden time, Cathy havde jo slet ikke tegn til mælkeproduktion.

Efter en søvnløs nat var jeg klar over at det slet ikke gik så godt som det burde, for killingerne havde slet ikke taget bare et enkelt gram på, og derfor efterlyste jeg en amme til dem alle de steder jeg kunne komme i tanker om. Malene, hvis hunkat Raksha havde født en enkelt killing, ville gerne have ” plejebørn ” så hendes killing ikke skulle vokse op uden kuldsøskende, så jeg kørte op og afleverede ” de små blå ” på kun 74 og 85 gr. Raksha tog meget kærligt imod dem, vaskede dem over det hele, og inden jeg kørte hjemad igen, hørte vi et tydeligt ” smask ” fra mælkebaren hvor en af de små havde fundet frem til det gode madsted. De har taget fint på og vejer nu 257 og 270 gr hvor Martha, deres plejesøster, vejer 330 gr.

Jeg kender jo ikke mine ” små blå ” derfor har jeg bedt Malene om at skrive et par ord om dem, og det er også hende vi må takke for alle disse dejlige billeder.

Askim`s Blue Igor 14 dage 270 gr

Igor – er den rolige dreng, der gerne triller om på ryggen for at blive nusset. Han er nu 2 uger gammel begyndt at lytte når jeg snakker, og han kan lytte længe mens han kigger på mig, helt beundrende 🙂

Askim`s Blue Isac 14 dage 257 gr

 

Isac – er drengen der har en mening og han holder meget af og fortælle den, og meget gerne så alle omkring ham og langt fra ham kan hører hans mening 🙂 Han kan skubbe sig på siden når han bliver nusset 🙂

Hele den sammenbragte familie

Lukket for kommentarer.