Så blev det tid for Arthur, ( som han vil blive kaldt ) til at flytte hjemme fra Bente hvor han er vokset op, og helt over til Bornholm, hvor han skal være legekammerat for Bubbles. Bubbles fik jo sit navn fordi han simpelthen boblede af glæde og energi, og det gør han stadig. Jeg havde været meget spændt på at se Bubbles og hvordan han klarede sig. Jeg må nok indrømme, at jeg er meget positivt overrasket over hvor glad og livlig han er. Han virker bestemt ikke som om at det faktum at han ikke kan bruge sine bagben fuldt ud, er noget der begrænser ham, i hans udfoldelser. Han er kommet så langt i sin genoptræning nu, så han kan tage 4 – 5 skridt på sine bagben, men derefter trækker han sig frem med sine forben. Det er ikke så godt, fordi han så slider hul på oversiden af sine poter. Hans ejer har købt en lille vogn til ham, og når han har den på, så er han fuldt ud lige så hurtig som andre hunde. Han er også lige så nysgerrig og fremadgående, altid glad og energisk, og tilsyneladende uden smerter, så vi håber alle på, at han vil blive 100% rask igen, der er hele tiden små fremskridt at spore. Dette indlæg skulle jo handle om Arthur, men Bubbles vil være en stor del af hans liv fremover, så selvfølgelig vil det være meget vigtigt at deres første møde blev så positivt som det gjorde.