I går fik jeg et dejligt bevis for at de naturlige yngelpleje instinkter er til stede i tibberne. Det er meget sjældent at mine hunde får tyggeting af tørret hud for jeg mener at det er meget bedre for dem at få rå kødben med kød på. Jeg har dog næsten altid et udvalg af forskellige guf og tyggeting i huset og når det som i går er en dag hvor en hel dags regn gør den tid hundene kan tilbringe ude mere begrænset, så må der lidt ekstra til. Jeg stod i køkkenet og gav hundene hver en tyggepind men på et tidspunkt syntes jeg at det svandt uforholdsmæssigt i min beholdning af tyggepinde og derfor listede jeg mig bagefter hundene for at se hvad de gjorde med dem. Inde på værelset hvor jeg har to tæver liggende med deres hvalpe blev mysteriet opklaret for begge barselstæver havde hamstret tyggepinde og båret dem ind til deres hvalpe. Jeg nåede at få et par billeder af dem, men hvalpene var meget mere interesseret i at få en tår mælk hos deres mor end de var i et par tørre tyggepinde.