Når man elsker en Tibetansk Spaniel

Ja det måtte jo bare være overskriften, for disse små elskelige hunde kan ved deres opførsel sommetider sende dig hele vejen igennem : Panik, skuffelse, irritation, arrigskab, bekymring og frygt. I går skulle jeg have øjenlyst to af mine hunde, Santo og Heidi, og så skal jeg jo køre et godt stykke vej for at komme til den øjenspecialist jeg plejer at bruge. Jeg planlagde at komme der i god tid så hundene kunne få en lille gåtur efter den lange tur i bil, inden vi havde tid hos dyrlægen. Andre havde åbenbart også luftet hunde på den lille markvej og der var rigtig mange træer med spændende dufte, som hundene grundigt undersøgte. Vi måtte vente et lille øjeblik indtil den hund der var inde hos dyrlægen kom ud og så var det vores tur. Mine hunde var i snor og jeg havde strammet deres seler så jeg var sikker på at de sad godt fast. Konsultationen er i kælderen og der er vel 5 – 6 trin ned, og Santo gik fint ned af trappen. Heidi stoppede på det øverste trin og så sagde jeg ” Pjat med dig Heidi, kom nu ” og trak lidt i snoren. Hvor jeg dog fortrød det lille træk i snoren, for Heidi benyttede lejligheden og bakkede ud af selen og løb ud i haven, der ikke er indhegnet. Så var gode råd dyre, for jeg ved jo godt at Heide er en drillepind, der også hjemme i min egen indhegnede have, kun lige lader mig strejfe hendes pels med fingersidserne, inden hun smutter væk igen. Jeg prøvede med alt hvad jeg kunne finde på, at få fat i hende, men hun hyggede sig virkeligt med at drille mig. Det virkede som meget lang tid, men tre kvarter føles længe under de vilkår, og jeg troede virkeligt at jeg tilsidst måtte opgive at få fat i hende. Det var jo meget positivt at hun ikke løb sin vej væk fra stedet, for der er rigtig meget trafik på den nærmeste vej. Det var ikke for at stikke af, det var jo bare fordi hun ville lege. Jeg ved at hun ikke kan lide store hunde og hvis der kom sådan en, så kunne hun jo blive bange og virkelig løbe væk. Flemming tilbød at tage sin 12 år gamle jagthund der gør præcis hvad han fortæller den at den skal, ud for at hjælpe, og jeg er virkelig imponeret over dens dygtighed. Heidi blev bange og løb væk fra den, og den stoppede nøjagtig som den fik besked på. Hun blev drevet hen imod mig og så besluttede hun at det her var for farligt og blev siddende, så jeg roligt kunne tage hende op og rose hende fordi hun var så DYGTIG. Øjenlysningen gik fint, både Santo og Heidi opførte sig som to små englebørn, der sad musestille og lod sig øjenlyse. Resultaterne var det jeg håbede på, begge hunde har ingen tegn på øjensygdomme.

I dag har jeg haft dem ude i haven og har taget lidt nye billeder af Santo og Heidi.

DK14651/2014 Sarchris ‘s Heidi