I torsdags havde vi besøg af Xanthos og Meta der er fra samme kuld. De bor hver sit sted men jeg tror de kunne kende hinanden. Jeg havde jo lukket nogle af mine tæver derud også. Stakkels Ronja forelskede sig med det samme i Xanthos og smed sig ned på ryggen hver gang han kom i nærheden, men Xanthos havde kun øje for Meta, så mon ikke at de kunne huske hinanden lidt fra de var små ? Jeg tog en masse billeder og der var da også et par der var rigtig gode af begge gæsterne og det var også det jeg håbede på at få, for familien var positiv overfor at smukke Xanthos muligvis skulle bruges i avl. Han er bare så sød og smuk og der er jo ikke ret mange sort/hvide particolour tibber, så det er spændende hvad sundhedsundersøgelserne kan fortælle om ham. På det første billede kan man se at hans fine bid også har tænderne siddende i en lige perlerække imellem hjørnetænderne, og det kan jeg rigtig godt lide at se.